Pædagogmedhjælper søges til skole og SFO på Stensnæsskolen, Sydskolen

Pædagogmedhjælper søges til skole og SFO på Stensnæsskolen,

Sydskolen

Vil du være en betydningsfuld voksen, der gør en positiv forskel for børnenes oplevelse af tryghed, glæde og gode fællesskaber på vores lille skole?

På Stensnæsskolen tror vi på værdien af den lokale folkeskole og arbejder hver dag for, at alle børn trives, udvikler sig og oplever at høre til.

Vi søger en pædagogmedhjælper til en tidsbegrænset stilling på 30 timer om ugen fra den 1. december 2026 til den 6. oktober 2027.

Hos os bliver du en del af en arbejdsplads, hvor samarbejde og engagement er vigtige grundsten. Vi hjælper hinanden, tager fælles ansvar og bidrager sammen til en god hverdag for både børn og voksne.

Om stillingen

Stillingen er fordelt med cirka 1/3 i skolen og 2/3 i SFO´en. I skoledelen indgår du i samarbejde med lærerne omkring eleverne, for at skabe gode betingelser for børnenes trivsel, udvikling, læring og deltagelse. Der er desuden 2 lektioner i skolen med vores 12 elever i 0.kl., hvor du alene har undervisningen.

I SFO´en bliver du en del af et team på 3 medarbejdere, som hver dag arbejder med at skabe trygge og sammenhængende hverdage for børnene. Her møder børnene nogle rammer med faste strukturer og med løbende spændende aktiviteter, som du har været med til at planlægge. Der er også plads til at gribe spontane muligheder, som opstår i hverdagen, og der lægges stor vægt på, at være nærværende voksne i relationen til børnene.

Arbejdstiden omfatter 1-2 åbnevagter fra kl. 6 om morgenen, og ellers SFO om eftermiddagene. Dagene er planlagt sammenhængende, så der vil ikke være delte tjenester. En hverdag med få voksne, kalder også på fleksibilitet i arbejdstiderne.

I SFO søger vi en voksen, der har lyst til at være aktiv og deltagende sammen med børnene og sætte forskellige aktiviteter i gang. Det kan eksempelvis være bevægelse og udeleg, men også andre aktiviteter med udgangspunkt i dine interesser og kompetencer. Vi har gode muligheder både ude og inde, blandt andet skolens gymnastiksal samt skolens og lokalområdets udearealer.

Om Stensnæsskolen

Stensnæsskolen er en mindre afdeling i Sydskolen med 68 elever fra 0.-6. klasse. Vi samlæser på årgangene, hvilket skaber tætte fællesskaber og et nært kendskab til børnene på tværs af skolen. I SFO’en går 49 børn. SFO1 for børn fra 0.-3. klasse og SFO2 for børn fra 4.-6. klasse. Det giver mulighed for at skabe aktiviteter og fællesskaber, som tager højde for børnenes forskellige aldre, interesser og behov. Vi er en skole med høj trivsel blandt både elever og personale. Det nære miljø, det gode samarbejde og de stærke relationer er en vigtig del af hverdagen.

Vi er en skole, der:

  • har et godt sammenhold, en uformel tone og ser humor som en vigtig del af arbejdsglæden
  • ser stor værdi i samarbejdet
  • tror på, at stærke relationer er fundamentet for børns trivsel og udvikling
  • arbejder målrettet med at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn 
  • ser trivsel som en forudsætning for læring 

Vores fælles børnesyn er:

"Børn gør det godt - under de omstændigheder og rammer, de er i."

Det betyder, at vi møder børnene, hvor de er, er nysgerrige på deres perspektiver og tager et fælles ansvar for at skabe rammer, hvor det enkelte barn kan lykkes og opleve sig som en værdifuld del af fællesskabet.

Vi søger en kollega, som:

  • har lyst til at være tæt på børnene i hverdagen og være en betydningsfuld voksen, der bidrager til tryghed og gode fællesskaber
  • trives på en lille skole, hvor vi kender hinanden, hjælper hinanden og tager fælles ansvar
  • tager initiativ og har lyst til at bringe egne idéer i spil, særligt inden for bevægelse, udeleg og aktive fællesskaber
  • ser værdien i et tæt samarbejde med kolleger og forældre og møder hverdagen med engagement, energi og godt humør

Om Sydskolen

Sydskolen består af tre afdelinger:

  • Sæby Skole, Brolæggervej 1 med elever fra 0.-4. klasse.
  • Stensnæsskolen, Østkystvejen 314 med elever fra 0.-6. klasse.
  • Sæbygårdskolen, Sæbygårdvej 34 med elever fra 5.-9. klasse samt specialtilbud.

Vi arbejder på tværs af afdelingerne ud fra et fælles børnesyn og et fælles mål om at skabe stærke fællesskaber og udviklende læringsmiljøer for alle børn.

Yderligere oplysninger

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte:

Afdelingsleder Tim Terkelsen

Tlf. 98 45 66 72

Ansættelsesforhold

Ansøgningsfrist: den 20. oktober 2026
Besked om samtale: den 21. oktober 2026
Ansættelsessamtaler: den 26. oktober 2026
Tiltrædelse: den 1. december 2026 eller efter aftale

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. Der indhentes børne- og straffeattest inden ansættelse.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Jobområde: Børn og Unge
Kontakt:
Tim Joseph Terkelsen Afdelingsleder
Telefonnummer: 9845 6672
Tiltrædelse: Den 1. december 2026 eller efter aftale
Stillingstype: Deltid
Ansættelsesvilkår: Tidsbegrænset ansættelse
Frist:
Lokation: Østkystvejen 314, 9300, Sæby

ANSØGNINGSFORLØBET

Ansøgning Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i jobannoncen. På den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en mail med bekræftelse på, at vi har modtaget din ansøgning.
Vurdering af din ansøgning Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale.
Samtaler Vi inviterer normalt 3-6 kandidater til samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, og hvem du er som person.
Tilbagemelding Alle kandidater, der har været til samtale, vil få en personlig tilbagemelding. Herefter vil de kandidater, der ikke i denne omgang er kommet i betragtning til stillingen modtage afslag pr. mail.
Frederikshavn Kommune
Rådhus Allé 100
DK-9900 Frederikshavn
Tlf: +45 98 45 50 00

CVR nr. 29189498