2 socialpædagoger til Værestederne i Frederikshavn Kommune
Har du lyst til at bruge din socialpædagogiske faglighed i et værested, hvor relationer, fællesskab og nærvær er en vigtig del af hverdagen? Så er det måske dig, vi leder efter.
Om Værestederne
Værestederne i Frederikshavn Kommune er § 79-væresteder under Væresteder og Særlige Indsatser i Center for Handicap og Psykiatri. Vi har fire væresteder fordelt på matrikler i Sæby, Frederikshavn og Skagen.
Værestederne er åbne og uvisiterede tilbud, hvor mennesker kan komme, som de er. Her er plads til en kop kaffe, en snak, aktiviteter og fællesskab – men også til de dage, hvor man bare har brug for at være et sted, hvor man føler sig velkommen.
Vi møder mennesker med forskellige sociale og psykiske udfordringer. Derfor er vores tilgang præget af respekt, nysgerrighed, ligeværd og tydelighed.
Vi søger dig, der
- er uddannet socialpædagog og gerne har erfaring fra psykiatri, socialområdet, udsatteområdet eller værestedsområdet
- er stærk i relationsarbejdet og møder mennesker med varme, respekt og ligeværd
- kan arbejde selvstændigt og tage ansvar for både den daglige drift og det faglige arbejde
- kan skabe ro og overblik – også når situationer bliver svære
- har lyst til at igangsætte aktiviteter og understøtte fællesskaber sammen med borgerne
- kan samarbejde og bidrage aktivt til et godt kollegialt arbejdsmiljø
- er nysgerrig på egen praksis og har lyst til faglig sparring og udvikling.
Vi lægger vægt på, at du kan omsætte din socialpædagogiske faglighed til en hverdag, hvor relationen og det gode møde med borgeren er udgangspunktet.
En arbejdsplads i udvikling
Værestederne er en arbejdsplads i udvikling.
Vi er i gang med at styrke samarbejdet på tværs af vores tilbud og skabe en tydeligere fælles faglig retning.
Vi har fokus på stabilitet, kvalitet og løbende udvikling altid med blik for både borgernes behov, ressourcer og muligheder for deltagelse.
Derfor søger vi også kolleger, som har lyst til at bidrage til mere end den daglige drift, og som ser værdi i at være med til at udvikle vores fælles praksis.
Du træder ind i en arbejdsplads, hvor der allerede er gang i udviklingen og hvor der samtidig er plads til, at du kan være med til at sætte retning.
Vi tilbyder
Hos os får du:
- en arbejdsplads med fokus på ro, tryghed og ordentlighed
- et stærkt fagligt og kollegialt fællesskab
- mulighed for medinddragelse og for at bringe dine idéer og kompetencer i spil
- en alsidig hverdag med både relationsarbejde, faglige og organisatoriske opgaver
- mulighed for at være med til at udvikle vores fælles praksis
- kolleger med forskellige faglige baggrunde, som sammen skaber meningsfulde fællesskaber og borgernære indsatser.
Du bliver en del af Væresteder og Særlige Indsatser, som består af flere tilbud på tværs af Frederikshavn Kommune. Vi arbejder for at skabe mere sammenhængende, fleksible og borgernære indsatser, hvor vi både har blik for den enkelte borgers behov og de ressourcer, den enkelte selv bringer med.
Lyder det som dig?
Hvis du kan se dig selv i en hverdag, hvor du både bruger din socialpædagogiske faglighed, din dømmekraft og din menneskelighed – og hvor du har lyst til at være med til at udvikle både fagligheden og fællesskabet – så vil vi meget gerne høre fra dig.
Stillingerne er på 37 timer om ugen.
Tiltrædelse: 1. december 2026 eller snarest muligt
Ansøgningsfrist: 19. oktober
Samtaler: 27. oktober
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte faglig leder Randi Kvesel Frederiksen på 30 66 24 08
Vi glæder os til at høre fra dig!