Fysioterapeut til Frederikshavn Kommunes Sundhedscentre - Barselsvikariat
Er du fysioterapeut og kunne du tænke dig at arbejde med kronikerrehabilitering? Har du lyst til at arbejde med holdtræning og patientvejledning? Og kan du støtte borgeren i at komme sig fysisk, psykisk og socialt i livet med kronisk sygdom?
Har du lyst til at arbejde i et velfungerende sundhedscenter med stor fleksibilitet og gode muligheder for sparring med andre dygtige kollegaer? 
Så er det måske dig vi søger til et barselsvikariat på 35 timer om ugen fra d. 1. januar 2026. Dit primære arbejdssted vil være Frederikshavn og Sæby Sundhedscenter.
Dine arbejdsopgaver vil blive:
- fysioterapeutisk træning og vejledning på hold for grupper af mennesker med kronisk sygdom.
- træningen vil være rettet mod borgere med kroniske sygdomme herunder KOL, Type II diabetes, kræft, hjertesygdomme og osteoporose.
- udarbejde og støtte i exitstrategier
- at holde sig ajour og samarbejde med lokale tilbud, foreninger og virksomheder i relation til borgers exitstrategi for vedligehold af aktivitet og træning.
- fysioterapeutisk vejledning og instruktion til borgeren, pårørende og tværfaglige samarbejdspartnere. Vejledningen kan være digital.
- dialogbaseret holdundervisning for gruppe af borgere omhandlende livet med kronisk sygdom
- administrativ planlægning og tilrettelæggelse af forløb, dokumentation og kvalitetssikring.
Sundhedscentrene i Frederikshavn Kommune kan tilbyde:
- arbejde på velfungerende sundhedscentre i et tværfagligt team af sygeplejersker, diætister og fysioterapeuter, der brænder for rehabiliteringen af det enkelte menneske.
- en god fleksibel og effektiv arbejdstilrettelæggelse med stor medindflydelse og ansvar
- engagerede kollegaer, tværfaglige samarbejdspartnere og ledelse som fokus for kerneopgaven med blik for udvikling, kvalitet og trivsel.
- god introduktion og oplæring med mulighed for kompetenceudvikling i hverdagen – såvel fagligt som personligt.
Sundhedscentrene har 3 fysiske placeringer i hhv. Skagen, Frederikshavn og Sæby og har 11 ansatte sygeplejersker, 6 diætister og i alt 3 fysioterapeuter. Sundhedscentrene har tæt samarbejde med Træningscentrene.
Sundhedscentrene har fokus på at understøtte borgers viden, kompetencer og færdigheder så borger selv, i videst muligt omfang, kan tage ansvar for at bevare og fremme egen sundhed og funktionsevne. Vi arbejder ud fra princippet om lige sundhed for alle med lidt til den stærke og mere til den mindre stærke. Med udgangspunkt i den biopsykosociale model vurderer vi det enkelte menneskes behov og målretter indsatser i forhold til det. Vi arbejder ud fra definitionen af rehabilitering:
Rehabilitering er målrettet personer, som oplever eller er i risiko for at opleve begrænsninger i deres fysiske, psykiske, kognitive og/eller sociale funktionsevne og dermed i hverdagslivet. Formålet med rehabilitering er at muliggøre et meningsfuldt liv med bedst mulig aktivitet og deltagelse, mestring og livskvalitet. Rehabilitering er en samarbejdsproces mellem en person, pårørende, professionelle og andre relevante parter. Rehabiliteringsindsatser er målrettede, sammenhængende og vidensbaserede med udgangspunkt i personens perspektiver og hele livssituation.
Omdrejningspunktet for vurdering af borgers behov er den afklarende samtale, som afholdes ved sygeplejerske. Herudfra henviser sygeplejersken borger til fysioterapeutisk opstartssamtale og test, der danner grundlag for vurdering af borgerens videre behov for indsatser i relation til træning. Der er således et tæt og løbende tværfagligt samarbejde om den enkelte borgere.
Informationer: 
Ansøgningsfristen er den 20. november 2025 og der udvælges kandidater den 24. november 2025, samtaler forventes afholdt den 27. november 2025.
Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.
Straffeattest kræves forevist.
Du kan få yderligere oplysninger om stillingen hos assisterende leder af sundhedscentrene Stine Bæk Sørensen på 9845 5275.